Mediation – ret og rammer, 3. udgave

Mediation er – i modsætning til retssagsbehandling – en frivillig proces, hvor en neutral tredjeperson, en mediator, hjælper personer eller virksomheder i konflikt til selv at nå frem til tilfredsstillende løsninger gennem en særlig procesledelse. Mediation har i de sidste 20 år haft en positiv udvikling som konfliktløsningsmodel i Danmark.

Mediation er i dag et reelt alternativ til den mere traditionelle behandling af konflikter. Derfor bør særligt mediator, men også mediationens andre aktører, kende til mediationens retlige og etiske grænser. Der er ikke lovgivet om mediation, men der er en vifte af lovregler og andre regelsæt, der er relevante ved mediation. 

Bogen beskriver de mange forskellige regler, der kan have berøring med mediation, heraf både vedrørende mediationens tilrettelæggelse og gennemførelse, men også de omkringliggende begrænsninger i form af krav til god mediationsskik, uafhængighed, fortrolighed og efterfølgende fuldbyrdelse af den aftale, som ofte er resultatet af mediationen.

Nyt i 3. udgave

Denne udgave af bogen udkommer 10 år efter anden udgaven. Der er derfor foretaget en ajourføring af stoffet, indarbejdet ny relevant praksis og tilføjet henvisning til ny litteratur. Bogen indeholder endvidere et kapital med status på mediation anno 2022.

Målgruppe

Bogen henvender sig til jurister og andre, der beskæftiger sig med mediation, men den kan læses af alle med interesse for mediation. Det anvendte sprog gør bogen læsevenlig ­– også de steder hvor juridiske emner behandles.

Om forfatterne

Lars Økjær Jørgensen og Martin Lavesen er begge advokater og mediatorer.

______________________________________________________________________________________________

Indhold

Kapitel 1      Begrebet mediation

Kapitel 2      Mediators kvalifikationer

Kapitel 3      Mediators markedsføring

Kapitel 4      Vedtagelse af mediation

Kapitel 5      Mediationsaftalen

Kapitel 6      God mediationsskik

Kapitel 7      Uafhængighed og interessekonflikter

Kapitel 8      Fortrolighed – ret og pligt

Kapitel 9      Mediators procesledelse

Kapitel 10    Indgåelse af forligsaftalen

Kapitel 11    Fuldbyrdelse af forligsaftalen

Kapitel 12    Mediators honorar

Kapitel 13    Ansvar i mediation

Kapitel 14    Mediation på tværs af grænser

Kapitel 15    Mediation anno 2022

______________________________________________________________________________________________

Uddrag af bogen

1. Begrebet mediation

Igennem tiderne har afgørelser ved domstolene været den traditionelle konfliktløsningsform, men forligsmægling har længe været anerkendt som et brugbart alternativ. Mediation er en nyere gren af begrebet forligsmægling, som har sine egne værktøjer og teknikker.

1.1 Domstolsbehandling og mediation

Der er meget væsentlige forskelle mellem konfliktbehandling ved domstolene og mediation. Når en konflikt bliver indbragt for domstolene, sker det ved, at sagsøger formulerer et krav – en påstand – i en form, som skal kunne behandles inden for retsplejens rammer, typisk om betaling af et pengebeløb eller anerkendelse af en handling/undladelse. Modparten, sagsøgte, opfordres til at forholde sig til sagsøgers krav og kan eventuelt tillige fremsætte sine egne krav, som sagsøger så skal forholde sig til.
Denne udveksling af påstande og ledsagende begrundelser – anbringender – sker i første omgang skriftligt gennem skriftvekslingen som forberedelse til hovedforhandlingen. Under hovedforhandlingen føres beviser til understøttelse af påstande og anbringender. Den efterfølgende dom, som parterne ikke får indflydelse på, skal forholde sig juridisk til de påstande og anbringender, som parterne har fremsat, gennem en afvejning af de beviser, der er ført. En retssagsbehandling er altså kendetegnet ved, at:

• Parternes konflikt skal formuleres i krav.
• Parternes krav danner rammen om retssagens forløb.
• Forhold, der falder uden for denne ramme, betragtes som irrelevante og vil ikke blive tilladt.
• Sagens afgørelse – dommen – bygger på juraen og er uden for parternes medbestemmelse.

Over for retssagsbehandling står forskellige alternative konfliktløsningsmetoder. Mens hvert skridt i retssagsbehandling er beskrevet i retsplejeloven, er mediation ikke reguleret eller defineret i lovgivningen. Forligsmægling og mediation nævnes dog flere steder i gældende lovgivning.

Mediation kan beskrives som en frivillig proces, hvor en neutral tredjeperson – mediator – hjælper personer i konflikt til selv at nå frem til tilfredsstillende løsninger gennem en særlig procesledelse. Kendetegnende for mediation i forhold til retssagsbehandling er, at:

• Parternes konflikt ikke skal formuleres i krav, men i behov og interesser.
• Rammerne for mediationen ændrer sig undervejs efter parternes bestemmelse.
• Det er parterne selv, der finder løsningerne.
• Det er ikke afgørende, hvad en juridisk bedømmelse tilsiger

Parterne bevarer således selv rådigheden over konflikten og finder frem til de løsninger, der er tilfredsstillende for netop dem. Mediator leder processen ved brug af særlige teknikker, som får parterne til at tale sammen, til bedre at forstå hinanden og til at fokusere på behov og interesser frem for på krav. Mediator skal også sikre, at mediationen foregår i en god atmosfære, og gennem spørgsmål til parterne fremkalde oplysninger, refleksion, selvkritik, forståelse m.v.
Processen vil som oftest være fortrolig, men hvis parterne har valgt ikke at holde mediationen fortrolig, vil det alligevel være en mediation. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis parterne har indvilget i, at deres konflikt medieres som led i en illustration af, hvad mediation er. En sådan åben mediationsform bør derfor være omfattet af begrebet.
I modsætning til mediation fratages parterne under retssags- og voldgiftsbehandling rådigheden over deres konflikt og løsningen på den. Det samme gælder i et vist omfang ved forligsmægling, hvor det ofte forudsættes, at mægleren spiller en aktiv rolle og fremkommer med løsningsforslag til parterne.